Den dødelige dobbeltmoral i vestlige medier

- Når journalister bliver aktivister.

I en tid, hvor selverklærede faktatjekkere og pålidelige nyhedskilder hævder at vogte sandheden, afslører virkeligheden en ubehagelig sandhed: De kilder, vi har lært at stole på, er dybt kompromitterede. BBC's seneste skandale – dokumenteret i BBC-rapporteringen afsløret af The Telegraph – kaster et isnende lys over den hykleriske selvforståelse, der præger internationale mediehuse.

" We’ll burn Jews like Hitler did, says BBC’s reporter in Gaza."

Samer Elzaenen

Det er nu dokumenteret, at Samer Elzaenen, en journalist hyppigt anvendt på BBC Arabic, offentligt har udtrykt ønsket om at "brænde jøder som Hitler gjorde". På sociale medier har Elzaenen over en årrække hyldet mord på jødiske børn, opmuntret til massakrer på civile og erklæret sin støtte til Hamas’ terrorhandlinger – alt imens han optrådte som "neutral reporter" for verdens mest anerkendte public service-station. BBC's forsvar? Man "vidste ikke" om hans sociale medier, og Elzaenen er "ikke fastansat". En undskyldning så klodset, at den ville være komisk, hvis den ikke var dybt farlig. At bruge freelancere som dække for moralsk ansvarsfrihed er blevet en strategisk praksis. Reuters, Associated Press (AP) og nu igen BBC anvender "lokale kilder" uden at vurdere, om disse kilder reelt fungerer som mikrofonholdere for had, ekstremisme og antisemitisk propaganda.

Hvordan kan man på én gang hævde at levere "trusted news" og samtidig ukritisk videreformidle øjenvidneberetninger fra personer, der åbent bifalder folkedrab?

Dette er langt fra en enlig svale. Reuters blev i 2021 afsløret i at anvende billeder taget af en fotograf, der samtidig var højtstående medlem af en palæstinensisk terrorgruppe. Associated Press (AP) havde indtil Israels præcise angreb i maj 2021 deres Gaza-kontor i samme bygning som Hamas’ efterretningsafdeling –, men nægtede at erkende, at dette kunne kompromittere deres dækning.

Når sådanne medier rapporterer om Israel eller Mellemøsten, sker det således ofte med afsæt i "lokale øjenvidner" og "uafhængige kilder", som ved nærmere eftersyn viser sig at være alt andet end uafhængige. Mediernes forsøg på at slippe ansvaret ved at skelne mellem "medarbejdere" og "freelancere" er en intellektuel fornærmelse mod deres publikum. Journalistisk etik handler ikke om ansættelsesforhold – den handler om troværdighed, kildekritik og det grundlæggende ansvar for ikke at sprede propaganda forklædt som nyheder.

Aktivister kaldes journalister. Hadprædikener kaldes øjenvidneberetninger. Terrorens apologeter kaldes for kilder og frihedskæmpere. Dette har reelle konsekvenser. Når BBC Arabic, Reuters eller AP ukritisk platformer stemmer, der hylder mord på jødiske børn, er de ikke blot passive formidlere – de bliver aktive aktører i en informationskrig, hvor sandheden er det første offer.

At BBC's ledelse først "opdager" Elzaenens hadske baggrund efter massiv offentlig kritik og derefter forsøger at undskylde sig med teknikaliteter, er udtryk for en intellektuel og moralsk fallit. Det peger på et dybere institutionelt svigt: en bevidst insisteren på at opretholde et skær af objektivitet, mens man systematisk svigter sit publikum. Det er på tide at kræve mere – ikke blot flere "undskyldninger" og "undersøgelser", men en gennemgribende reform af, hvordan kilder vælges, verificeres og anvendes. I en æra, hvor informationskrig er virkelighed, kan vi ikke længere tolerere, at terrorens budbringere får taletid i mainstream-medier uden konsekvenser. Journalistik skal ikke være terrorens forlængede mikrofon.