Jeg kan ikke mindes at have været så personligt investeret i Eurovision, siden jeg var 8 år gammel, da mit indre barn hurtigt fik tårer i øjnene, da jeg så et klip fra lydprøven med Eden, hvor hun mens hun synger, bliver buhet af.
Der var noget stoisk overskudsagtigt over Eden, som hun insisterede på at levere sin musik og sin performance professionelt. Eden ender med at gå videre til finalen, alt imens Italien laver en ups på TV, og det fremgår, at Eden har fået 39% af stemmerne. Der er uden tvivl mange, der sidder på kanten af sofaen i morgen, når dette live musikalske drama fortsætter.
Uden at sige for meget og blive alt for rørstrømsk, har Eden ramt noget dybt i mange. Hendes sang, der er en påmindelse om den 7. oktober, er blevet en stemme til dem, der ikke længere synger, og en stemme for alle dem, der kæmper for frihed og Israels ret til eksistens. Og dem er der mange af, særligt i Italien.
For som Europas gader er blevet tilsmurte i "Free Palestine" klistermærker, og tusinder er gået på gaden, råbende "From the river to the sea, Palestine will be free!", kan intet besindigt menneske føle for at gå imod den menneskemængde. Men med Eurovision kan man stemme anonymt på sin mobil! og dermed tilkendegive sin tro på Israels ret til eksistens.
Og mange vil stemme i morgen, muligheden foreligger at hvad vi så i Italien kunne gå hen og blive et mønster, det vil vi se når stemmerne bliver talt op i morgen. For Eden er ikke længere bare endnu en sangerinde til Eurovision, hun repræsenterer pludselig håbet om en bedre fremtid, og en fri verden hvor alle mennesker har ret til at leve i fred, uanset deres baggrund eller nationalitet. Hun er nu en friheds sangfugl.
Må den bedste sang vinde!
Comments