Et nødvendigt opgør med virkelighedsflugten – paneldebat fra UCLA

Hvis man har interesse for Israel og Mellemøsten og samtidig en vis tolerance for debatkulturens nuancer, bør man afsætte tid til at se en opsigtsvækkende paneldebat fra 2024 – en uhyre aktuel debat.Debatten er tilgængelig via denne YouTube-video (Part 2) og bringer nogle af de mest tankevækkende og konfronterende perspektiver frem i lyset.

Paneldeltagerne, til venstre Aidan Doyle, Stella Yanai og Mosab Yousef.

Deltagerpanelet består bl.a. af Moran Stella Yanai – en løsladt israelsk gidsel fra Hamas’ angreb den 7. oktober 2023. Mosab Hassan Yousef, også kendt som “Hamas’ søn” – en tidligere insider i Hamas, som siden brød med organisationen og har viet sit liv til at bekæmpe dens ideologi. Og Aidan Doyle, en studenteraktivist og leder fra UCLA-lejeren, den pro-palæstinensiske stemme i amerikansk akademia.

Moran Yanai Menneskelighed som modstand

Moran Yanai taler i debatten med en bemærkelsesværdig ro og menneskelighed. Med et enkelt og rørende sprog forsøger hun at forklare, hvad hun ser som mulige veje mod en løsning på konflikten – ikke gennem had eller hævn, men gennem gensidig forståelse og ansvar. Hendes virale klip fra samme debat er blevet delt vidt og bredt, og det med god grund. Hendes styrke, sårbarhed og oprigtighed rammer noget dybt hos både modstandere og tilhængere.

Mosab Hassan Yousef Sandheden fra frontlinjen

Der er især grund til at rette fokus mod Mosab Hassan Yousef og hans afsluttende bemærkninger i debattens sidste minutter. Hans stemme skærer igennem den akademiske fernis og de symbolske gestus, som ofte præger vestlig aktivisme. Han bliver spurgt, hvordan han forholder sig til, at folk i Vesten bærer keffiyeh som et symbol på solidaritet med Palæstina. Hans svar er skarpt og kompromisløst:

“De kan tage alt det tøj på, de vil –, men det vil aldrig gøre dem autentiske. De vil aldrig blive en del af virkeligheden i Mellemøsten.”

“De vil forblive en del af en virtuel virkelighed, som intet har med den virkelige verden at gøre, fordi de er afkoblet fra virkeligheden.”

Hans kritik rammer direkte ned i essensen af en bevægelse, der – ifølge ham – i stigende grad hviler på en illusion skabt på sociale medier og uden nogen reel forbindelse til regionens komplekse historie og brutale realiteter. Med blikket rettet mod Aidan Doyle – som selv erkender, at han aldrig har besøgt hverken Israel eller Gaza og primært baserer sit engagement på ensidig litteratur – tilføjer Mosab: “Det gælder ikke kun dig – det gælder hele jeres bevægelse. I er afkoblet fra virkeligheden. Ikke kun i forhold til Mellemøsten, men også i jeres eget liv. I lever i en alternativ virkelighed (på TikTok, på sociale medier) og tror, det er dér, magten ligger – afhængigt af, hvor mange følgere I har.”

Og han slutter med en bemærkning, der opsummerer hans pointe med nærmest militær præcision:

“Ved I, hvem der i virkeligheden bestemmer her? Det er de modige soldater (de israelske soldater), der står ansigt til ansigt med fjenden, mod ondskaben. Det er dem, der kæmper den ægte kamp, når dagen er omme.”

Han retter herefter en skarp kritik mod hele præmissen for debatten – at han har rejst over Atlanten for at deltage i en samtale med nogen, han mener, lever udelukkende i sin egen forestillingsverden. Hans konklusion er isnende klar:

“Så han (Aidan Doyle) kan bare blive ved med at tænke inde i sit eget hoved…, men når dagen er omme, er det de stærke soldater – mine folk – der kommer til at afgøre dagen. Det er dem, der vil skrive historien.”

“Og alle de andre? De kommer bare til at læse den.”

Et uafrysteligt budskab.

Debatten på UCLA er et stykke mediehistorie i sig selv – og netop derfor værd at se i sin helhed. For bag de polemiske udfald og følelsesladede replikker ligger et dybere budskab:

At sand forståelse kræver indsigt, mod og tilstedeværelse. Ikke hashtags. Ikke kostumer. Ikke slogans.