Siden den 7/10 2023 er der sket et skred i den danske sammenhængskraft; vi er ikke længere et folk med fælles grundværdier.
Da Dronning Margrethe, regeringen og Folketingets medlemmer sammen med Det Jødiske Samfund mindedes 80-året for de danske jøders flugt til Sverige, lød mantraet, at de danske jøder til enhver tid ville kunne regne med deres landsmænd, skulle noget tilsvarende forfærdeligt ske igen. Det lød fortrøstningsfuldt, især fordi Israel samme morgen var blevet ramt af den største pogrom siden 2. verdenskrig, et terrorangreb, en katastrofe, vi endnu ikke kendte det fulde omfang af.
Men ting skifter hurtigt, og på 10 måneder har en massiv propaganda på de sociale medier, såvel som i den etablerede venstreorienterede presse, forårsaget, at Det Jødiske Samfund i Danmark befinder sig i en meget sårbar situation og måske ikke længere vil kunne regne med hjælp fra sine danske medborgere. Bid for bid, skridt for skridt, ord for ord, er det lykkedes antisemitter og antizionister at sætte sig på dagsordenen, anført af Stop Annekteringen og personager som Asmaa Abdul Hamid, Isam B. og Omar Shargawi.
Det, der var et afskyeligt angreb på Israel, bliver retfærdiggjort med henvisning til Israels oprettelse som stat i 1948. Hvis ikke jøder i Danmark vil anerkende, at Netanyahu er folkemorder og fascist, så er danske jøder selv skyld i, at de bliver udsat for antisemitisme, siges det nu som mainstream. Benyamin Netanyahu er folkevalgt premierminister i Israel, Israel er et demokrati på linje med Danmark, og Netanyahu svarer igen på vegne af israelerne på det terrorangreb, der fandt sted den 7/10, samt den generelle trussel om terror og udslettelse, Israel står overfor. Der er masser af israelere, der ikke er enige i Netanyahus politik, ligesom der er masser af danskere, der ikke ønsker Mette Frederiksen som statsminister i Danmark; sådan fungerer et demokrati.
Der sidder stadig omkring 120 gidsler i fangenskab i Gaza, og deres uhyggelige skæbne er en påmindelse til alle om, hvor hensynsløst et terrorregime Hamas er. Alligevel er det lykkedes for anti-Israel-kampagnefolkene at skrive gidslerne, de myrdede og de voldtagne den 7/10 ud af årsagen til Israels selvforsvar. Det er i stedet krigen i Gaza, der får al sympatien, og udtryk som ”tæppebombning”, ”folkemord” og ”hungersnød” er blevet ord, det er legalt at slynge om sig med uden noget som helst belæg. Men ord skaber som bekendt virkelighed, og anti-israel kampagnefolkene har været kvikke ved tasterne og om sig med demonstrationer og larm. Det må man give dem.
Allerede den 7/10, altså på dagen for terrorangrebet, var Hamas-sympatisører til demonstration på Den Røde Plads på Nørrebro. Jeg oplevede dem selv ved et tilfælde, og jeg var skrækslagen. Mens Israel slikkede sine sår, og mens danske jøder var i sorg over slægtninge og bekendte, der var blevet ofre, blev terrorangrebet fejret åbenlyst og hoverende på Nørrebro. Det blev hurtigt tydeligt, at Hamas-sympatisørerne havde haft kendskab til udåden på forhånd, for ellers ville denne mobilisering så hurtigt og så iscenesat slet ikke have kunnet finde sted.
Til at begynde med var det meget svært at være pro-israelsk i dette virvar af demonstrationer, der fulgte. Siden er det kun blevet værre. Danske jøder begyndte at modtage alle mulige og umulige former for trusler, blot fordi de var jøder. Og zionister har Fanden skabt. Overrabbineren blev spyttet på i metroen, og folk var forargede, men ikke oprørte. I februar måned så vi frugten af Isam B og Asmaa Abdul Hamids systematiske hetz mod Jotam Confino om opfordring til boykot af TV2. Jotam Confino blev grundløst anklaget for at være agent for Israel, og det vrøvl mente TV2's ledelse var korrekt. Så ud med ham. Men der var ikke tale om, at Abdul Aziz Mahmud var agent for Hamas, da han rejste til Oscar-uddeling for TV2 og lavede massiv propaganda for Gaza. Ind med ham.
En af de mest fremtrædende Hamas-sympatisører i den offentlige debat er Isam B, der er rigtig god til at komme i medierne. Han har i flere sammenhænge udtalt, at Hamas ikke er problemet, bl.a. i Borgerlig Tabloid 5.4.24. Og Isam B tager ikke afstand fra Hamas. Han fik indført offentlig Ramadan på Den Røde Plads med oplyst skilt og fællesspisning i samarbejde med Claus Meyer, men han mente ikke, at noget tilsvarende kunne tillades at finde sted i forbindelse med jødernes Purim. Nørrebro er muslimsk, må man forstå. Jeg har professionelt arbejdet med muslimer i 30 år, og jeg kender forskel på islam og islamisme. Derfor kan jeg sige med sikkerhed, at på 10 måneder er islamisme og utilsløret jødehad blevet comme il faut i det offentlige rum, og ingen kærer sig længere om at deltage i en sober og forsonende debat.
Vi, der er zionister og altså tilhængere af den jødiske stat, har, så snart vi åbner munden, ikke en chance. Vi bliver kaldt børnemordere og apartheidtilhængere og mange andre usympatiske ting, som intet har på sig. Vi prøver at få en dialog i gang om, hvorvidt ”From the River to the Sea”-råberne oprigtigt ønsker et folkemord på 9 millioner israelere, ligesom vi prøver at holde fast i, at gidslerne skal hjem, men ingen lytter. Nogle af os insisterer også på en tostatsløsning, men den løsning er hverken en mulighed hos Isam B, Omar Sharkawi eller flertallet af demonstrerende.
Når jeg derfor i Politikens leder den 9. august læser, at Christian Jensen skriver, det er en indskrænkelse af hans, min og andres ytringsfrihed, hvis man ikke længere må råbe ”From the River to the Sea”, må jeg blot sige: ”Christian Jensen! Ikke også dig…”Lad være med at spille dum og lade som om, du ikke ved, hvad udtrykket betyder. Forestil dig en flok islamister og ultra-venstre- eller højreorienterede råbe ”Dræb pressefolk, dræb, dræb pressens minister, slet Danmark fra verdenskortet”. Dette må du kunne forstå, for det rammer formodentlig dig lige i mellemgulvet, som ”From the River to the Sea” rammer mig?
Der findes intet formildende i det slogan, og det ved du godt, det ved jeg, og det ved dem, der råber det. Råbet er en opfordring til at slå 10 millioner zionister ihjel, altså Israels befolkning, heraf flertallet jøder. Og det er ikke en urimelig indskrænkning af ytringsfriheden at ønske dette slogan og lignende forbudt. Et ønske om at dræbe andre mennesker, hvordan kan du forsvare det?
Israel bliver fremstillet som blodtørstige krigsforbrydere, men intet kunne være længere fra sandheden. Israels krig er målrettet og handler om at få ram på Hamas-terrorister, og den halve million israelske soldater, der er i reserven, ville – tro mig – hellere ligge på stranden, gå til eksamen eller passe deres normale job end at kæmpe i Gaza med livet som indsats. Vi prøver også med saglighed at stille spørgsmålet om, hvorvidt Isam B og hans venner ønsker en tostatsløsning, når alt dette her er ovre, og det er så her, det bliver krystalklart for mig, at en tostatsløsning slet ikke er med i visionen.
Isam B og hans venner vil have en enstatsløsning, et kalifat. Jeg tænker i stil med det, vi så under Islamisk Stat. Noget, der bliver bekræftet af Omar Shargawi i Weekendavisen den 16.8.24 i et interview under overskriften "Vækkelse". Vi skal forstå, at jøder skal være ”velkomne” i den kommende palæstinensiske stat fra floden til havet, hvis de vel at mærke indordner sig kalifatet. Hvordan kan Isam B blive ved med at få taletid? Han og Stop Annekteringen-bevægelsen er så utilslørede antizionister og antisemitter, at det burde løbe koldt ned ad ryggen på enhver dansker med en demokratisk indstilling. Folk, der hader jøder, vil have ret til at udskamme Israel og tilsvine landet. De vil have lov til at kalde sig antizionister, men de bliver voldsomt fornærmede, hvis de bliver kaldt antisemitter, til trods for at de udtrykker utilsløret jødehad (læs Jonathan Mizrahi-Werners debatindlæg i Information den 15.8.24).
Israels befolkning består af 75 % jøder, størstedelen af verdens 15 millioner jøder er zionister (altså tilhængere af Israel), har familie der og føler sig knyttet til landet. Altså er det svært at hævde, at jøder er okay, men Israel er ikke okay, og at Israel skal ophøre med at eksistere som stat. Det svarer til at sige: Jeg har intet imod danskere, men jeg ønsker Danmark fjernet fra verdenskortet. Jeg havde i min vildeste fantasi aldrig troet, at vi skulle komme hertil som folk. Ekstremister fra venstrefløjen, påvirket af gamle Blekingebande-tilhængere (bevist her i sommer af BT), har allieret sig med voldsparate islamister og fylder gaderne med brølende, maskerede demonstranter, der skriger på staten Israels udslettelse. Politiet griber ikke ind over for dette åbenlyse had, til trods for at der er maskeringsforbud i Danmark, og til trods for at der bliver opfordret til jihad og til folkedrab qua råbene ”From the River to the Sea”. Hvorfor griber politiet ikke ind?
Jeg oplever, at Danmark står med en gruppe mennesker, der slet ikke ønsker det Danmark, vi har, og slet ikke ønsker et Danmark med demokrati. De udviser et åbenlyst had til zionister og jøder, men det er også et utilsløret had til det Danmark, vi kender og holder af, og til danskere som mig, der er aktiv zionist, men som samtidig godt kan se, at palæstinenserne har været flygtninge i alt for mange år og nu må komme på banen som et ansvarligt folk i eget land. Hvorfor siger jeg det?
Det gør jeg, fordi hele slænget i det efterhånden faste galleri af personager fra Stop Annekteringen, filmskolefolk, musikere og de 18 selverklærede jøder, der hader Israel, dagligt får taletid og spalteplads i podcasts, tv samt i det, jeg indtil for en uge siden trods alt troede var hæderlige og demokratisksindede aviser, blandt dem min egen avis Politiken.
Jeg er så rystet og så ked af det, at mine fjender ikke kunne ønske mere. Hele deres propagandaapparat har, som før nævnt, arbejdet på højtryk siden 7/10 2023, og jeg mærker, at deres had og deres vulgaritet har virket og haft sin effekt. Tænk, at Politiken, Edvard Brandes' og Herbert Pundiks avis, er faldet i Hamas-sympatisørernes favn og fælde (den 10. april 2024 kan man i et Rasmus Tandholt-interview se og høre Hamas' talsmand fortælle, hvad udtrykket "From the River to the Sea" betyder).
Efter den 24. juni i år anede jeg et lille håb, da et enigt Folketing besluttede at indføre en lov, der skal beskytte det jødiske samfund i Danmark og samtidig støtte op om, at Israels eksistens ikke er til diskussion. Et enigt Folketing. Siden har flokken af venstreorienterede ekstremister og islamister ikke ligget på den lade side i sommerferien, men har brugt juli måned til at bære ved til deres bål af løgne og insinuationer, der har til formål at tilsvine jøder og staten Israel.
Er det ikke utroligt, at man kan hade jøder så meget, at man er misundelig på det lille bitte jødiske samfund og ikke under dem beskyttelse via en lov? Venstreorienterede og islamister vil nu også have en lov, der beskytter muslimer. Disse kræfter har i deres fælles aggressive jødehad fundet sammen og er endt som en giftig anti-demokratisk cocktail. I kan starte med at feje for egen dør, siger jeg. Frafaldne muslimer lever i livsfare, og muslimske kvinder strømmer til krisecentrene. Handling
Jeg beder alle, der læser med her, om at tænke sig rigtig godt om. Skriv til jeres lokale politiker eller til jeres folketingsmedlem og bed om anstændighed. Giv udtryk for, at I vil demokratiet, at I vil Danmark, og støt op om de demokratiske kræfter. Dette er nemlig ikke længere en selvfølge.
Selv har jeg ikke stemt på nogen af regeringspartierne, men jeg er stolt af og glad for vores regering og dens vedholdenhed i forhold til at støtte Israels ret til at bestå og forsvare sig. Jeg er også taknemmelig for den af Folketinget enstemmigt vedtagne lov mod antisemitisme. Sådan skal det fortsætte, for Danmark er et land, som skal styres af demokrati og hverken af Blekingebande-romantikere eller islamister.
Disse mennesker har fundet sammen, men ingen af dem går ind for demokrati. Husk det. Bøllerne skal ikke herske. Hvis vi som folk skal genfinde sammenhængskraften, er det vigtigt at bakke op om demokratiet, om vores udsatte mindretal og om vores folkevalgte politikere.
Ellers er det farvel Danmark.
Comments