Mogens Lykketoft har i sin mangeårige karriere opnået en vis mesterstatus i at fremsætte dybt problematiske udtalelser og undgå ansvar. Et af hans seneste forsøg på at vende den internationale opinion mod den eneste jødiske stat i verden er dog et særligt lavpunkt.
I et indlæg i Altinget på etårsdagen for Hamas' invasion, der angreb på mest brutal vis, og som hele den jødiske nation sørger over i skrivende stund, hævder han:
"Men på historiens uhyggelige liste over gensidige grusomme terrorangreb er Netanyahus uden konkurrence det mest morderiske."
Og:
"Hamas' massakre for et år siden var afskyelig. Men Israels morderiske krig i Gaza kan ikke retfærdiggøres med retten til selvforsvar."
Denne udtalelse viser en mand, der enten har valgt at ignorere virkeligheden eller er villig til at rette sig efter en langt mere skummel dagsorden. Lykketoft sammenligner her Israels forsvar mod en brutal terrororganisation –, som åbent ønsker Israels udslettelse – med de mest forfærdelige krigsforbrydelser i historien. Men i sin besættelse af at dæmonisere Israel lader han sig tilsyneladende inspirere af terrorens egne propagandister.
Lykketofts forsøg på at placere Israels forsvarsoperationer i Gaza som værende "det mest morderiske" ignorerer på passende vis, at Hamas er den part, der aktivt søger volden og døden. Hamas' doktrin er ikke blot baseret på destruktion af Israel, men også på glorificeringen af død – både deres egne krigere og de civile, de bevidst sætter i skudlinjen for at vinde internationale sympatier. I stedet for at kritisere en terrororganisation, der har opbygget et helvedesregime for sin egen befolkning, foretrækker Lykketoft at kaste sin vrede på den stat, der forsvarer sig mod en eksistentiel trussel.
Når Lykketoft taler om 16.500 dræbte børn i Gaza (her er de rettede tal fra FN), undlader han belejligt at nævne, at mange af disse børn bevidst bruges som menneskelige skjolde af Hamas og at Hamas ikke har data på mange af deres døde. Hamas' kyniske brug af civile – herunder børn – som kanonføde og som del af deres PR-strategi synes ikke at være værd at nævne for en mand, der i stedet ønsker at skære Israels forsøg på selvforsvar ud som selve ondskaben. Men det er ironisk. For mens Lykketoft retter sin moraliserende finger mod Israel, er det Hamas, der åbent fejrer, når deres egne civile dør. Det er Hamas, der råber højt om martyrdøden og håber på så mange dødsfald som muligt for at tjene deres internationale PR-maskineri. At Lykketoft i denne sammenhæng vælger at afvise Israels ret til selvforsvar og legitimere terrorens løgne, er dybt foruroligende.
En af de mest talende tavsheder fra Lykketoft handler om antisemitismen, som Hamas dagligt spreder. Deres charter er fyldt med åbne opfordringer til udslettelsen af jøder, ikke kun staten Israel, men også jøder verden over. Men i Lykketofts univers synes dette at være en fodnote. For ham er Israels eksistensberettigelse mindre vigtig end hans brændende ønske om at retfærdiggøre Hamas' agenda. Og det er netop her, Lykketoft bløder mest moralsk. Han beskylder Israel for krigsforbrydelser, men hvor er hans fordømmelse af Hamas' deciderede folkedrabsretorik og deres kyniske brug af antisemitiske løgne til at samle støtte i den arabiske verden og blandt visse naive vestlige politikere?
Det er umuligt at læse Lykketofts udtalelser uden at få en fornemmelse af, at hans ensidige fokus på at dæmonisere Israel bærer præg af en mørkere agenda. Er det en misforstået retfærdighedstrang, eller gemmer der sig et endnu dybere problem? Ved at gentage Hamas' propaganda og nægte at anerkende terrorens natur, bliver Lykketoft en aktiv deltager i den antisemitisme, der trives i skyggen af konflikten. Han siger det ikke direkte, men hans ord har konsekvenser. Han citerer terrororganisationer uden at blinke og skaber en ramme, hvor Israels forsvar fremstilles som den største forbrydelse, mens Hamas' forbrydelser næsten drukner i hans stille medløb.
Mogens Lykketoft er måske ikke en åben antisemit, men hans vedvarende angreb på Israel – og især hans villighed til at bruge Hamas' tal og undskyldninger som ammunition – efterlader få tvivl om, hvor hans sympatier ligger. Han har intet problem med at lægge bål under de antisemitiske følelser, der allerede brænder i mange dele af verden, alt imens han påstår at stå for retfærdighed og menneskerettigheder. Men retfærdighed, som ignorerer terrorens sande natur, er intet andet end en skammelig fordrejning af sandheden.
Når Lykketoft gang på gang nægter at se Israels kamp for overlevelse som andet end en kolonialistisk aggression, afslører han sig selv som en mand, der er fanget i en blind forudindtagethed. Og mens han taler om fred, gør han sig til medspiller i en kampagne, der glorificerer død og ødelæggelse.
Comments