For nøjagtigt et år siden rykkede min mand og jeg teltpælene op og flyttede til Nørrebro efter 33 år i stille Smørum. I 2016 havde vi købt den lejlighed, vi bor i nu, for her ville vi bo og leve, når vi ikke skulle arbejde mere. Lejligheden ligger 6 minutters gang fra Nørrebro station og metro, lige bag Lygten Bazar, som er et kendt og kaotisk supermarked, hvor alle slags mennesker kommer og handler fra hele Storkøbenhavn.

Hvorfor vi valgte lige netop at købe en lejlighed her.
I 2016 arbejdede jeg som sproglærer i et Ungdomsprojekt under Københavns Kommune, der havde adresse på Hejrevej. Projektet handlede især om at hjælpe unge med dansk pas, men med udenlandsk kultur og opdragelse, tilbage til et liv i Danmark, efter at de havde været på "genopdragelse" i deres forældres oprindelige land. Genopdragelsesrejser var et udbredt fænomen, men jeg havde aldrig før stødt på unge, der var ofre for disse handlinger, og som havde tilbragt måske 7-8 af deres mest formative år udenfor Danmark i ofte meget radikaliserede lande. Omkring deres 18-års fødselsdag vendte de så ved et mirakel (eller kold beregning?) tilbage til Danmark og kom på kontanthjælp, fik (gratis) danskundervisning, og skulle bestå danskprøver med det formål at komme videre til VUC og bestå 9. klasse, HF, komme i uddannelse og så videre og så videre. Mange af disse unge befandt sig i økonomisk og menneskelig ulykke og levede i et kulturelt tomrum. Flere havde intet sted at bo og kun periferære slægtninge, eller godgørende "bedstemødre for fred" fra Røde Kors, at klynge sig til. De fleste kendte ikke meget til Danmark, hverken til politik, historie, samfundsforhold eller "skik og brug". En del havde "udenadslært" ordet demokrati uden helt at forstå, hvad begrebet gik ud på, men de vidste alle sammen, at de skulle søge til "kommunen" og bede om hjælp, når de ankom med flyet.
En fortalte mig om sin bitterhed overfor især sin far, der havde beskrevet Danmark som landet, der flød med mælk og honning. Faren havde forladt Danmark før Anders Fogh blev statsminister og boede nu med hele familien i Libanon, men farmand huskede stadig sin tid i Danmark, hvor statsborgerskabet var let tilgængeligt, bistandshjælpen generøs og boligsituationen fornuftig. Og denne rosenrøde fortælling var blevet fortalt mange gange over teen i Beirut, når pengene fra invalidepensionen tikkede ind på kontoen. Nu stod sønnike mutters alene i København, hjemløs og ude af stand til at genkende ret meget af Abus fortælling. Med sig havde han et godt kendskab til fransk og et par semestre på en kunstskole, noget vi her betragtede som et gymnasium, men ellers ikke meget at byde ind med.
Det var her på ungdomsprojektet, jeg lærte begrebet sofa-surfing at kende, ligesom jeg aldrig før havde kendt til unge, der tiggede om at få lov til at sove i en seng på Mændenes Hjem eller lignende for kvinder. Hvis ikke, der var plads på herberger eller kirkebænke, søgte man andre steder hen. Unævnelige steder. Trods de meget tunge menneskelige udfordringer i Ungdomsprojektet lærte jeg, at Danmark er et godt og rummeligt land, der gør umådeligt meget for mennesker, der i første omgang har valgt vores land fra. Det var naturligvis ikke de unge, der selv havde valgt Danmark fra, men deres forældre. Meget få unge finder det naturligt at sige: ”Nu vil jeg gerne til Somalia og omskæres, hives ud af min danske hverdag og væk fra at gå i skole……….”
Eller hvem drømmer om at blive sendt på genopdragelse hos en ukendt grand-grand-grand-onkel i Afghanistan, hvor man som 10-årig aldrig før har været, når alle ens nærmeste bor trygt og godt i Lyngby eller Herlev (eksempler), er blevet godt uddannet, har jobs og nyder det danske statsborgerskab? Summa summarum. Jeg blev lidt stolt af vores system, da jeg arbejdede der, følte engang imellem, at jeg som naiv radikal var en smule til grin, men alt i alt kunne jeg lide, hvad jeg oplevede af medmenneskelighed. Vi tog os godt af dem, der havde brug for os. I pauserne og når det bød sig, gik jeg ture i kvarteret omkring Nørrebro Station, Lygten, Rentemestervej, Frederiksborgvej og Frederikssundsvej, der blev min ”hood”.
I weekenderne tog min mand og jeg herind, slentrede, spiste shawarma og handlede, ligesom andre ”tolerante”, og ofte inviterede vi vores venner og familie med til ”oplevelsestur” på det eksotiske Nørrebro, så de kunne få indsigt i et multikulturelt og folkloristisk sted, de ellers skulle til meget varmere lande for at opleve. Vi kom til at holde af Den Røde Plads og den stenede park med de mange sjove indslag fra beboernes mange hjemlande. Vi smålo af de kitschede hijab-butikker og frydede os over blodige, men velassorterede slagterbutikker. Ikke mindst kagebutikkerne med duft af honning og rosenvand var en "sikker vinder" til min mands søde tand. Vi elskede det. Her ville vi bo.
D.7. Oktober

Så skete den 7. oktober 2023, og alt forandrede sig. Tre dage forinden havde min mand og jeg været i Dagmar Bio og set Golda med Helen Mirren. 50-året stod lige for, og Yom Kippur skulle fejres eller mindes? Vi er ikke jøder, men jeg er zionist, så derfor var vi urolige, og min frygt var begrundet. Lørdag formiddag fulgte vi Jotam Confino på News, der berettede non-stop om kaskader af missilangreb imod Israel fra Gaza. Drypvist kom det frem, indslag på indslag, at der også havde været terrorangreb både på flere kibbutzer samt i forbindelse med en musikfestival.
Allerede lørdag eftermiddag var Hamas-tilhængere på Den Røde Plads for at fejre ulykkerne. Man kan kun undre sig over, hvor hurtigt disse mennesker var informeret om begivenhederne, for vupti var de iklædt deres demo-mundering og svingede deres kæmpestore, ikke-eksisterende hjemlandsflag. En ekstremt ubehagelig stemning af ondskab, fryd og had bredte sig – i hvert fald følte jeg den. Som værende et af de mennesker, der kun følte sorg og afmagt, oplevedes den åbenlyse og hujende sympati med terroristerne fuldkommen lammende. Folk gik rundt hele weekenden indsvøbt i rød/grønne/sorte/hvide flag. Selv små børn sad på skuldrene af deres fædre og svingede flag, de dårligt kunne løfte. Tørklæder, som fik mig til at huske Arafat, blev hevet frem fra skuffer og gemmer og fyldte mine ellers så dejlige og trygge gader med sort-hvidt ternet had. Som giftige svampe poppede de op alle vegne fra.
Disse vrede, hadefulde, sejrssikre mennesker, som jeg naivt havde troet var velintegrerede og glade for Danmark. Men, hvor blev det på et splitsekund tydeligt, hvor deres sympati og hjerter befandt sig. Det vi så havde intet med demokrati, dialog og mellemfolkelighed at gøre. Væk var Nørrebro som multikulturelt samlingssted. Nu var der kun plads til et folk: Hamas-folket. I vores pænt arkitekttegnede boligkompleks blev der hængt de samme flag op i vinduer og fra altaner. Ingen var blå og hvide. Fordi vi bor i en ejerforening, og jeg har klaget, har jeg kunnet forhindre, at der fortsat hænger kæmpe faner ud fra altanerne, som i tiden lige efter den 7. oktober, men tilhængerne af Hamas' terror er alle vegne med plakater og flag i vinduerne, i det jeg troede skulle være mit hjem og fristed. Anti-israelsk og anti-zionistisk graffiti er også overalt, og plakater, der usmageligt insinuerer, at IDF slår uskyldige ihjel på Vestbredden, spredte sig hurtigt.
Så kom spraymalingen på Teknisk Skoles gavl om, at et vis "land" skulle befries, og det tog adskillige skriftlige klager og flere måneder, før ledelsen på NEXT fik taget sig sammen til at få det fjernet. På det seneste er klistermærker med modbydelige anti-zionistiske slogans blevet klæbet op overalt i området, og ingen steder fra Nørrebro til Nørreport Station kan se sig fritaget. Boykot, had og drab. Jøder, zionister og tostats-fortalere har ikke ret til noget længere.
Pernille Vermund citeres for at have sagt "Nørrebro er tabt".

Jeg havde aldrig forstået, hvad hun mente, og aldrig følt, at hun kunne have ret. For mig var Nørrebro før den 7. oktober et multikulturelt sted med plads til de rige, de fattige, de skæve, de fremmede og dem med varme og humor. Men jeg tog helt fejl. I dag er Nørrebro et hun for Hamas-tilhængere. Jeg selv, der er zionist, skal passe faretruende på, hvad jeg kommer til at sige højt, og det israelske flag, jeg har lyst til at hænge i mit vindue, tør jeg for alt i verden ikke hænge op. Min veninde, der er jøde og bor i naboejendommen, har stadig sin mezuzah på dørkarmen, men jeg forstår ikke, hvordan hun tør. Vi, der er jøder, zionister eller blot fredelige demokratisk orienterede danskere, der mener, at Israel selv sagt har ret til at eksistere, må ikke udtrykke vores sorg over den 7. oktober ved fx at hænge plakater med gidslernes ansigter og navne op på gader og stræder, endsige i vores eget hjem.
Jeg er oprigtigt talt bange for at få min bil smadret eller mit værelsesvindue ramt af sten, hvis jeg hænger noget op til fordel for Israel. Jeg følger på Facebook en tidligere kursist fra Ungeprojektet. Han kom hertil med dansk pas, havde også jordansk pas, men blev over night Hamas-tilhænger og åbenbart også palæstinenser? Det var hans tante, der havde den før omtalte hijab-butik, som jeg fandt morsom.
I dag ler jeg sjældent. Butikken ligger lige overfor Netto ved stationen, og jeg bemærker et rend af mennesker nu. Det var også denne elev, der lærte mig ordet sofa-surfing og fortalte, at han sov på en ny sofa hver nat, fordi han intet fast sted havde at bo. Med min meget intensive og ekstraordinære indsats fik jeg netop ham hjulpet frem gennem systemets kringelkroge, og i januar blev han færdig som ingeniør, så jeg.
Jeg ville ønske, jeg aldrig havde løftet en finger for at hjælpe ham. Som forside på sin Facebook har han nemlig et hoverende 7/10 og en hånd, der viser V-tegn. Mon Nørrebro igen bliver et multikulturelt sted, hvor jøder, zionister og helt almindelige demokratisk indstillede danskere kan føle sig trygge?
Lige nu tror jeg ikke på det. Og jeg tror heller ikke på de Radikale.
Comments