Enhedslisten og den Frie Stats Deroute

I går marcherede tusinder gennem Københavns gader til en pro-palæstinensisk demonstration. Det har de skam ret til. Fred være med det, som man siger. Men blandt demonstranterne og parolerne lød det chokerende: “Death, death to the IDF.”

Video Pelle Dragsted lægger ud på X

Dette slogan blev først hørt fra den britiske duo Bob Vylan under deres optræden på Glastonbury Festival i juni 2025. Under Bob Vylans optræden på West Holts-scenen ved Glastonbury Festival blev publikum ledt til at råbe "Death, death to the IDF", altså en direkte opfordring til vold mod Israels militær. Begivenheden kastede en politisk skygge over festivalen, og festivalarrangørerne, premierminister Keir Starmer og BBC fordømte klart chanten som grænseoverskridende og hadefuld tale. Det fik alvorlige konsekvenser for bandet, der blev nægtet indrejse til USA og mistede deres management. Sådanne paroler er ikke et udtryk for fred. Det er ikke et krav om retfærdighed. Det er en opfordring til vold og død.

I Israel er værnepligt obligatorisk, hvilket betyder, at de fleste jøder og israelere har tjent i IDF. At råbe “død over IDF” er derfor at råbe død over et helt folk. At der også lever israelere i Danmark, som nok også har været i IDF, synes heller ikke at være et problem for hverken demonstranter eller Pelle Dragsted. I hvert fald delte Pelle Dragsted, Enhedslistens politiske leder, en video fra demonstrationen. Han roste de fremmødtes sag, men forholdt sig tavs til de hadefulde råb. Først da opmærksomheden blev for stor på de sociale medier, ændrede han indstillingerne på den delte video, så råbene ikke længere kunne høres. Men videoen er ude, og billedet står tilbage: En partileder vælger at hylde en demonstration, hvor budskabet er død, ikke fred.

Dette er ikke et isoleret uheld. Tværtimod er det en del af et mønster. Allerede i 2005 blev det afsløret, at medlemmer af Foreningen Oprør med nære forbindelser til Enhedslisten samlede penge ind til PFLP og FARC, to organisationer anerkendt som terrorgrupper af både EU og USA. I 2023 måtte Enhedslisten under massivt pres fordømme Hamas’ massakrer den 7. oktober som terror. Først da medlemmer i baglandet offentligt forsvarede eller undskyldte angrebene, kom ledelsen på bane. Samme år blev det afsløret, at Enhedslistens internationale udvalg havde haft samarbejde med DFLP, som stod bag terrorangreb i Israel. Først herefter blev relationerne afbrudt.

Dette er ikke tilfældige fodfejl. Det er et mønster af et kynisk politisk spil. Officielt siger man “fred og solidaritet”, men igen og igen havner man i nærheden af kræfter, der har blod på hænderne. Enhedslisten er et folketingsparti. Derfor er det ikke uden betydning, når de igen og igen flirter med det ekstreme. Når der ikke sættes en hård grænse over for antisemitisme, vold og folkemord, undergraves vores fælles demokratiske fundament.

Vi kan ikke have et parti i Folketinget, som hylder demonstrationer med dødsparoler, og som historisk har haft en fod i lejre, der sympatiserer med terror. Det skaber en farlig dobbeltmoral: På den ene side siger vi, at Danmark er en retsstat baseret på frihed og demokrati. På den anden side accepterer vi, at et lovligt parti kan balancere på grænsen til at legitimere terror. Spørgsmålet må derfor stilles ikke kun til Enhedslisten, men til hele det danske demokrati:

Hvor er staten? Hvor er Folketingets grænse? Hvorfor lader vi dette fortsætte uden konsekvenser? Behovet for et opgør er tydeligt. Det kan og bør indebære:

- En uafhængig undersøgelseskommission af Enhedslistens historiske relationer til organisationer med terrorforbindelser.

- Gennemsigtighed i partistøtte ingen skattekroner bør gå til partier, der samarbejder med eller sympatiserer med organisationer på EU’s eller FN’s terrorlister.

- Lovgivningsmæssige garantier for, at partier i Folketinget ikke kan samarbejde med aktører, der står bag vold mod civile.

Enhedslisten har i årtier balanceret på kanten af det acceptable. Dette er ikke længere bare et internt problem i Enhedslisten. Det er et problem for hele Danmark. For når et folketingsparti ikke vil sige klart og utvetydigt nej til had, vold og folkemord, så svigter vi vores egen retsstat.

Derfor er svaret enkelt: Staten må træde i karakter. Der må sættes en grænse. For demokratiet er ikke noget, vi leger med, det er en institution, der kræver sin egen respekt og fordrer både ordentlighed og beherskelse samt retspraksis. Det er noget, vi må forsvare, også mod dem, der under dække af solidaritet underminerer det indefra.