Greta Thunbergs Glamourflotilla – luksusaktivisme med snacks, selfies og selektiv samvittighed
- Anya Schwartzberg
- for 12 timer siden
- 3 min læsning
Mens civile lider i Gaza, og gidsler fortsat holdes fanget af Hamas, er det bemærkelsesværdigt, at Greta Thunberg har tid til at tage selfies på en yacht. Det må kræve en vis selektiv samvittighed, men heldigvis har der været meget presse der kunne hjælpe hende, selv på havet.
Greta Thunberg og hendes lille selskab af aktivistiske Instagram-profiler kastede sig for nylig ud i en såkaldt humanitær mission til Gaza, som det israelske udenrigsministerium beskrev:
"The ‘selfie yacht’ of the ‘celebrities’ is safely making its way to the shores of Israel. The passengers are expected to return to their home countries. While Greta and others attempted to stage a media provocation whose sole purpose was to gain publicity, and which included less than a single truckload of aid, more than 1,200 aid trucks have entered Gaza from Israel within the past two weeks."
Mens Thunberg & Co. poserer med alvorlige miner og slogans om undertrykkelse, har virkelige hjælpeorganisationer i stilhed sørget for, at over 1.200 nødhjælpslastbiler er nået frem til Gaza. 11 millioner måltider er blevet uddelt direkte til civile gennem etablerede kanaler. Ikke et kamera i sigte. Ingen hashtags. Bare reel hjælp.
Samtidig kunne journalisten Jotam Confino berette, at flotillaen blev eskorteret til havnen i Ashdod, hvor de medrejsende aktivister, i stedet for den ventede konfrontation, fik tilbudt sandwiches, vand og information.
Den information kom i form af en 43-minutters video, bestående af de rystende og brutale optagelser, som Hamas selv filmede den 7. oktober, hvor civile blev myrdet, voldtaget og kidnappet. At vise denne video blev af flere aktivister og politiske støtter straks døbt “psykologisk krigsførelse”. Man undlod dog at nævne, at det var Hamas’ egne kameraer, der havde optaget alt.
Det var altså ikke israelsk propaganda. Ingen vestlige pro-Israelske medier. Men den rå virkelighed, dokumenteret af gerningsmændene selv.
Alligevel røg danske stemmer som Pelle Dragsted og Mogens Lykketoft i fuld panik og udsendte varsler om israelsk aggression uden hold i virkeligheden.
De meldinger er stadig ikke trukket tilbage. Mogens Lykketoft på X:
“Greta Thunberg m. fl. prøver at bringe livsvigtige forsyninger til Gaza med sejlskibet Madleen. Det er en meget modig og vigtig demonstration mod folkedrabet. Man må frygte israelsk angreb på skibet.”
“Decideret umenneskeligt, at Israels forsvarsminister vil angribe et skib, lastet med mel, ris, krykker, medicin og børneproteser for at forhindre det i at nå frem til Gazas nødlidende civilbefolkning.”
At ingen af disse politikere efterfølgende har korrigeret deres fejlbedømmelse, siger mere end 1.000 ord. Til gengæld er deres tavshed øredøvende, når det handler om Hamas’ henrettelser af egne civile og de 55 gidsler, der stadig holdes fanget.
Og hvad med “nødhjælpen” ombord på Greta-båden? Ifølge de israelske myndigheder udgjorde den mindre end én enkelt lastbil. Den del, der ikke allerede var blevet konsumeret af deltagerne undervejs, vil nu ironisk nok blive videresendt til Gaza via de “rigtige” humanitære kanaler, altså dem Greta forsøgte at omgå.
Greta Thunbergs sejltur var ikke en humanitær handling. Det var en sejlende pressemeddelelse, serveret med følelsesporno og behørig ideologisk terminologi. Den slags aktivisme gør ikke noget godt for Gaza. Det gør heller ikke noget godt for klimakampen, som Thunberg selv tidligere havde en forkærlighed for. Det var en scenesættelse. En selfie med regionens lidelser som baggrund. Og mens virkeligheden forbliver brutal og kompleks, sejler Greta og vennerne hjem mætte, velforsynede og overbeviste om deres egen moralske storhed. Måske skulle de og deres følgere såsom Pelle Dragsted, Mogens Lykketoft og visse journalister fra de respektive medier, begynde med noget så simpelt som at se virkeligheden i øjnene. For eksempel ved at se de optagelser, Hamas selv dokumenterede, før man næste gang stævner ud i kamp mod “imperialismen” med smartphones og selvfede intentioner. For når aktivisme bliver koreograferet som PR, og moral måles i pixels, må man spørge sig selv: Er det den samaritanske samvittighed der leder an eller arrogant ignorance tilsat himmelråbende selviscenesættelse? Kilder:
Comments