International law and litigation

"

Beslutning fra ICC om at udstede arrestordrer mod Israels politiske ledere Netanyahu og Gallant er yderst kontroversiel. De retlige og faktuelle begrundelser for afgørelsen synes at være meget svage. Domstolens udtalelser rejser utallige juridiske og politiske spørgsmål.

 

Inden ICC-medlemsstaterne går videre, (også Danmark) skal de sikre sig, at domstolen har handlet inden for sin jurisdiktion, og at den har baseret sine afgørelser på tilfredsstillende beviser.

 

Hermed er thinc.’s foreløbige analyse

 

Er ICC's beslutning om at udstede arrestordrer mod israelske ledere i overensstemmelse med retsstatsprincippet?

Torsdag den 21. november 2024 udstedte Forretssagskammer I i Den Internationale Straffedomstol (ICC) arrestordrer på to israelske politiske ledere – premierminister Benjamin Netanyahu og tidligere forsvarsminister Yoav Gallant. De er anklaget for "forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser begået fra 8. oktober 2023 til 20. maj 2024", den dag ICC-anklagemyndigheden indgav ansøgningerne om arrestordrer.

 

Arrestordrerne er klassificeret af ICC som 'hemmelige' for at beskytte vidner og for at sikre gennemførelsen af efterforskningen. Forundersøgelseskammerets begrundelser er ikke blevet offentliggjort, men Retten har offentliggjort et resumé på sin hjemmeside.

 

Netanyahu og Gallant er anklaget for følgende forbrydelser:

• forbrydelserne mod menneskeheden som "mord" og "andre umenneskelige handlinger"; og

• krigsforbrydelserne med "forsætligt at bruge udsultning af civile som en metode til krigsførelse ved at fratage dem genstande, der er uundværlige for deres overlevelse (herunder bevidst at hindre nødhjælpsforsyninger)", og

• "forsætligt at rette angreb mod civilbefolkningen" i Gaza.

Domstolen udstedte også enstemmigt to afgørelser, der afviste indsigelser fra staten Israel (»Israel«), der blev anlagt i henhold til artikel 18 og 19 i Rom-statutten (»statutten«). Domstolen udstedte også en arrestordre til Mohammed Diab Ibrahim Al-Masri, almindeligvis kendt som 'Deif', for "påståede forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser begået på staten Israels og staten Palæstinas territorium (1) fra mindst 7. oktober 2023.”

Det er almindeligt forstået, at Deif er død, ligesom de andre Hamas-ledere, mod hvem anklageren søgte arrestordrer i maj sidste år, men det blev besluttet at udstede arrestordren mod Deif i tilfælde af, at han i virkeligheden stadig er i live.

 

Beslutningen om at udstede arrestordrer mod Netanyahu og Gallant har vakt stærke reaktioner. Nogle (herunder nogle stater) har hilst beslutningen velkommen, andre (herunder nogle stater) har afvist beslutningen. I dette stykke forklarer vi, hvorfor spørgsmålet om disse kendelser mod Netanyahu og Gallant efter vores mening rejser alvorlige juridiske og politiske bekymringer – især for vestlige liberale demokratier baseret på retsstatsprincippet. Dette er kun en foreløbig analyse.

 

 

Bør ICC-statsparter gennemføre arrestationer?

Mange hævder, at "retsstaten" og den "internationale retsorden" kræver, at ICC-stater blot overholder domstolens afgørelser og arresterer Netanyahu og Gallant. Inden ICC-staterne yder bistand til domstolen, har de imidlertid et ansvar for omhyggeligt at sikre, at ICC handler inden for sin jurisdiktion, og at den ikke begår grundlæggende fejl i begrundelsen eller proceduren.

 

Som forklaret nedenfor er der potentielt alvorlige fejl i forundersøgelseskammerets beslutninger om at udstede arrestordrer. Parter er ikke forpligtet til blindt at efterleve domstolsafgørelser, der i sig selv misbruger loven eller overskrider domstolens jurisdiktion. De har et ansvar for at være overbevist om, at der ikke er begået fejl, og at eventuelle potentielle fejl er blevet løst, før de overholder forundersøgelseskammerets afgørelser.

ICCs begrænsede jurisdiktion omfatter ikke forbrydelser begået "i Palæstina"

 

ICC er ikke en global domstol. Den har ikke et ubegrænset mandat til at retsforfølge alle krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden. Tværtimod har ICC begrænset jurisdiktion - tildelt af parterne i Rom-statutten - til at efterforske og retsforfølge forbrydelser begået enten af en stat, der er part i Rom-statutten, eller på en stats territorium.

 

Af forskellige årsager valgte mange stater ikke at være en del af ICC-systemet – herunder USA, Israel, Rusland, Kina, Iran og Indien. Det er deres suveræne ret, og deres valg om ikke at være en del af ICC-systemet skal respekteres. I stedet har domstolen i Israels tilfælde adopteret den falske fortælling, at Palæstina er en stat, når den tydeligvis (som domstolen selv indrømmer) ikke opfylder de konventionelle kriterier for statsdannelse.

 

En af domstolens egne dommere (Peter Kovács) kaldte i sin delvist dissenterende udtalelse i 2021 dette "akrobatik", der "maskerer den juridiske virkelighed". I gårsdagens afgørelse besluttede ICC-forundersøgelseskammeret (som ikke længere omfatter dommer Kovács) at fortsætte denne fiktion om, at Palæstina er en stat. Dette spørgsmål er dog stadig åbent, og domstolen har udtalt, at Israel og andre interesserede parter er berettiget til at anfægte domstolens jurisdiktion på et hvilket som helst tidspunkt under sagen.

 

Det betyder, at jurisdiktionsgrundlaget for arrestordrerne er uklart og usikkert. Rettens manglende håndtering af dette spørgsmål underminerer Domstolens egen autoritet. Stater, der ikke anerkender Palæstina som en stat, er ikke forpligtet til at acceptere Domstolens antagelse om, at Palæstina ER en stat. Det ville formentlig være et grundlag for, at en ICC-statspart ikke ville implementere arrestordrer mod de israelske ledere.

 

Dobbeltstandarder og bias

 

Domstolen har et vidt skøn til at afgøre, hvilke sager der skal undersøges, efterforskes og retsforfølges. Domstolen har ignoreret de mest alvorlige tilfælde af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden – såsom i Syrien, Yemen og Iran. Og alligevel har den besluttet at bruge sine begrænsede ressourcer til at retsforfølge lederne af en demokratisk stat (Israel), der kæmper en forsvarskrig mod enheder, der er indstillet på dens ødelæggelse (Iran og dets fuldmægtige og allierede, inklusive Hamas og Hizbollah).

 

Dette alene rejser spørgsmålet om partiskhed og sætter spørgsmålstegn ved uafhængigheden af domstolen. Det er stærkt argumenteret, at den palæstinensiske ledelse (støttet af primært arabiske, islamiske og afrikanske stater) bruger international straffelov som et våben i en politisk konflikt - manipulerer ICC til at retsforfølge israelske ledere for at forfølge deres politiske dagsorden: etableringen af en palæstinensisk stat uden forhandling om de kernespørgsmål om "permanent status", der er nævnt i Oslo-aftalerne - såsom "sikkerhed, grænser og bosættelser”.

 

ICC-forbrydelser vs overtrædelser af international humanitær lov (IHL)

 

Definitionen af forbrydelser mod menneskeheden (artikel 7) kræver, at domstolen er overbevist om, at handlingerne er begået "som led i et udbredt eller systematisk angreb rettet mod enhver civilbefolkning". Definitionen af krigsforbrydelser (artikel 8) kræver bevis for, at de relevante handlinger er begået som en del af "en plan eller politik eller som en del af en storstilet begåelse af sådanne forbrydelser".

 

Krigsforbrydelse med bevidst sultende civile som en metode til krigsførelse

 

Et centralt aspekt af denne krigsforbrydelse med sult er kravet om, at gerningsmændene bevidst brugte udsultning af civile som en krigstaktik. ICC-staterne skal være overbevist om, at domstolens afgørelser er baseret på tilstrækkeligt bevis for begge aspekter af forbrydelsen: (a) forsætlig udsultning af civile og (b) brugen af sult som "en metode til krigsførelse".

 

Det er ikke nok, at nogle civile kan være døde på grund af underernæring. Men hverken anklageren eller domstolen har afsløret de udtalelser, der foregives at være afgørende bevis for denne hensigt. Men flere højt kvalificerede eksperter og organisationer som UKLFI har demonstreret, "der er ingen rimelig grund til at tro, at [Netanyahu og Gallant] har begået de forbrydelser, som anklageren påstår."

 

De påståede forbrydelser mod menneskeheden

 

Ifølge forundersøgelseskammerets pressemeddelelse har Retten besluttet, at to hændelser opfylder disse krav. De specifikke tilfælde er ikke offentliggjort. Forbrydelserne i form af mord og andre "umenneskelige handlinger" kræver, at domstolen er overbevist om, at de er begået "som led i et udbredt eller systematisk angreb rettet mod civilbefolkningen" i Gaza. Dette kræver bevis for, at gerningsmændene havde både intentionen og viden om, at målene var civile. Sådanne hensigter er notorisk vanskelige at bevise baseret på virkningerne eller udfaldet af angrebene alene.

 

For at premierministeren og forsvarsministeren kan være skyldig i disse forbrydelser, skal det desuden fastslås, at (a) de kendte til disse to individuelle angreb på forhånd, (b) de personligt undlod at undertrykke eller forhindre angrebene , og (c) selv om de vidste det, undlod de at sikre, at sagen blev forelagt de kompetente israelske myndigheder. Dette er en meget høj bevisbyrde.

 

​

 

Analyse: Udarbejdet af Andrew Tucker