Hamas’ narrativ og verdens villige selvbedrag

Hamas har tabt krigen, men vundet fortællingen. Verden har endnu engang ladet sig forføre af de gamle myter i ny klæder og et selvbilledet, som vi ikke længere kan spejle os i. Disse ord er en stille og uanselig påmindelse om, hvor forvrængende det er, når offerrollen bliver et våben, og den empati, den naturligt kræver, forenkles til blindhed. Det er en gammel fortælling i ny forklædning, som den russisk-jødiske forfatter Vasily Grossman skrev i sit storværk Life and Fate:

*Tell me what you accuse the Jews of — I’ll tell you what you’re guilty of.* Sætningen blev skrevet for over et halvt århundrede siden, men kunne have været formuleret i dag. For mens bomberne falder over Gaza, og Israel kæmper for sin eksistens, har Hamas formået at vende hele verdens blikke væk fra sig selv.

Greta Thunberg. Svensk klimaaktivist ses her som Gaza aktivist.

Terror-organisationen, der begyndte krigen med en massakre, har nu fået status som et vindende offer. Et obskurt paradoks, der som definition ingen mening giver. Men hvordan gjorde de det, hvordan kunne det gå så galt? Man skaber blot en ny virkelighed.

Så det, vi som vanligt bekender os til som værende rigtigt og forkert, den virkelighed, vi forholder os til, underkendes og dømmes ubrugelig eller ligegyldig. En ny virkelighed, hvor jøderne mister deres humane ret, identitet og eksistensberettigelse, og det lige meget hvor de er. Jagtet i gaderne i Europa, mens alle (jøderne nok mest) holder vejret og tæller sekunderne til næste terrorhandling. For der er en aktiv krig i gang og ingen syntes, at kunne eller ville stoppe den. Hamas tabte krigen, den militære. Dets kommandostruktur er sønderbombet, dets våbendepoter ødelagt, og lederne skjuler sig under jorden. Men krige i den nye hightech-alder vindes ikke med våben alene, den vindes nu med ord, billeder, følelser og AI. Hamas’ kommunikationsstrategi er diabolsk effektiv. Den udnyttede Vesten, som længes efter enkle fortællinger om svage og stærke, godt og ondt. Hvor hver tragedie bliver til symbol. Hvert barn til ikon. Hver løgn til en sandhed, så længe den deles hurtigt nok.

• Hamas angriber jøder og råber “folkemord”.

• Hamas kidnapper spædbørn og kalder dem “fanger i kamp”.

• Hamas udsulter gidsler, men klager over Israels blokade. Dette er ikke længere propaganda, det er en doktrin. En ideologisk inversion, hvor forbryderene bliver offer, og offeret bliver skyldig. Den vestlige samvittigheds blinde plet. I en medietid, hvor indignation sælger bedre end fakta, er den kollektive samvittighed blevet et våben, hvor mange i Vesten længes efter at føle sig moralsk rene med en slags gudsbenovet hellig identitet, helt uden for kritik eller selvrefleksion. For når Gaza vises i billeder, ser vi murbrokker, børn og sorg, men aldrig de våben, der blev affyret fra de samme bygninger af Hamas. Og når Israel forsvarer sig, ser vi ikke længere et land, men en karikatur. Empatien er blevet selektiv. Den strækker sig ikke længere mod den, der lider mest, men mod den, der klager højest. Og historien gentager sig, bare med hashtags. For Hamas’ metoder er ikke nye. De bygger på århundreders erfaring i dæmonisering af jøder. Det er blot retorikken, der er fornyet. I stedet for “jødekonspiration” siger man “zionistisk magt”. I stedet for “udryddelse” siger man “modstand”. Men essensen er den samme: at vende verden på hovedet, indtil ondskaben ligner retfærdighed. Grossmans ord bliver dermed profetiske. De minder os om, at dem, der råber højest om andres skyld, ofte bærer den selv. Og sandheden dør i genkendelse. Problemet med Hamas’ narrativ er ikke blot løgnen. Det er, hvor velkendt den føles. Verden har set det før og lært for lidt. Vi tror, vi er blevet klogere efter Holocaust, men vi falder stadig for de samme psykologiske mekanismer: at søge en skurk, når verden er kaotisk, og at vælge det mest bekvemme, kvit og frit, altid med retten til en fri stemme, blottet for ordentlighed og moralsk styrke. Hamas har tabt krigen, men vundet den i sindet hos millioner. Ikke fordi de havde ret, men fordi verden vil tro det. For i en tid, hvor fakta føles tungt, og følelserne bliver den ultimative sandhed, har Hamas forstået det moderne menneske bedre, end vi forstår os selv. At når civilisationen begynder at forsvare løgnen for ikke at konfrontere virkeligheden, så er det ikke kun Israel, der står i fare. Det er os alle. Sandheden behøver ikke være behagelig. Den skal være konkret og ufordrende i sit krav til menneskets evige udvikling. Men Hamas har perfektioneret det, Goebbels engang forstod: At gentagelse skaber troværdighed. På trods af dets forvrængelser og iscenesatte alternativ. Grossman vidste, at den, der beskylder jøderne for forbrydelser, afslører blot sin egen skyld. Verden må vælge: Vil vi leve i en forvrængning, eller i virkeligheden?